Stenkjær

Handelsbetingelser

Tilbud og ordrebekræftelse

Tilbuddet, der afsendes pr. mail til kunden, er gældende i 5 dage fra Stenkjærs afsendelse af tilbuddet.

Tilbuddet anses for at være accepteret, når kunden skriftligt pr. mail accepterer tilbuddet uden forbehold, hvorved ordren er bekræftet (“Ordrebekræftelsen”). Såfremt kunden efter ordrebekræftelsen annullerer ordren, er kunden forpligtiget til at betale 10 % af det skyldige beløb i henhold til ordrebekræftelsen. Kunden kan dog uanset det forudgående ikke annullere ordren (medmindre dette specifikt fremgår af tilbuddet), såfremt annullering sker efter kundens godkendelse af tegningerne.

Kunden accepterer, at såfremt Stenkjær oplever en stigning på 10 % eller mere af det bekræftede tilbud, vil købsprisen stige forholdsmæssigt for kunden. Stenkjær vil i dette scenarie kontakte kunden med oplysning om prisstigningen. Kunden er efter underretning om prisstigningen berettiget til at annullere ordren uden omkostninger, såfremt annulleringen sker inden 3 hverdage efter underretningen, medmindre andet specifikt er angivet i tilbuddet.

Betaling

Efter godkendte tegninger skal 50 % af beløbet betales, før Stenkjær igangsætter ordren og produktionen af de købte plader. Først fra dette tidspunkt vil den estimerede leveringstid påbegynde, jf. nedenfor under “Leveringstid”.

Såfremt betaling af 50 % af beløbet ikke er sket inden for 20 dage efter kundens godkendelse af tegningerne, har Stenkjær ret til at hæve aftalen, og kunden er forpligtiget til at betale 10 % af købesummen til Stenkjær.

Kunden skal betale de resterende 50 % af købesummen senest 5 dage efter endt montage.

Leveringstid

Leveringstiden er 5-8 arbejdsuger (der er ferielukket mellem jul og nytår samt uge 29, 30 og 31) efter kundens betaling af de første 50 % af købesummen. Stenkjær kontakter kunden ugen før montage for præcis dag og tidspunkt. Dette kan variere efter ordrens omfang. En forudsætning for leveringstiden er, at alle oplysninger fra kunden er fremsendt til Stenkjær i overensstemmelse med disse salgs- og leveringsbetingelser. Stenkjær vil i videst muligt omfang oplyse kunden omkring eventuelle forsinkelser. Forsinkelser vil ikke berettige kunden til et fradrag i købesummen eller krav på anden form for godtgørelse uanset omstændighederne.

All Risk

Stenkjær tilbyder All Risk, Half Risk og No Risk løsninger, hvor den enkelte løsning er angivet i tilbuddet.

Såfremt kunden har tilvalgt All Risk, er tilbuddet inklusive opmåling, og Stenkjær tager ansvaret for, at pladerne og målene passer ved monteringen. Generelle forarbejdninger (synlige skæringer) er medregnet i tilbuddet, herunder rørkasser, vinkelhak, gennemløbsrør og synlige skråsnit. Stenkjær leverer, monterer på skab og klodser op, samt fuger samlinger og bagkant op mod glat, hvid væg. Stenkjær benytter hvid fuge som standard. Ønsker kunden anden fugefarve, kan dette tilkøbes. Såfremt der sker ændringer i ordren efter opmålingen, tager Stenkjær ansvar for den nye opmåling.

Såfremt kunden har tilvalgt Half Risk, er tilbuddet eksklusive opmåling, og kunden tager ansvaret for, at målene til pladerne, der skal monteres, er korrekte. Målene skal således tage højde for alle relevante forhold, herunder, men ikke begrænset til, dimensioner på køkkenvask, kogeplade, emhætte, stikkontakter mv. Såfremt der sker ændringer i ordren efter opmålingen, tager kunden ansvaret for den nye opmåling.

Såfremt kunden har tilvalgt No Risk, leveres bordpladen til kantsten uden ansvar for Stenkjær.

Før opmåling

Såfremt kunden har tilvalgt All Risk, skal der før Stenkjærs opmåling finder sted være et færdigmonteret og kontrolleret underlag, hvor pladen skal placeres, herunder skab inkl. friside eller anden form for underlag. Kunden indestår for, at underlaget er kontrolleret, og at konstruktionen er stabil og statisk i orden, således at der ikke kan forekomme nedbøjninger af bordpladen. Såfremt der skal installeres vask, kogeplade og/eller andre udskæringer, skal dette være skåret ud og stabilt sikret i underlaget inden opmåling. Produkter, der skal indgå i bordpladen, såsom vask og kogeplader og lign., skal være valgt af kunden inden opmåling, herunder hvorvidt der er tale om nedfældet, planlimet eller underlimet vask, kogeplade mv. Forekommer der udskæringer i konstruktionen/underlaget, skal der være monteret forstærkning, hvis nødvendigt. Kunden er ansvarlig for, at der efter opmåling ikke sker ændringer i konstruktionen/underlaget, i tilstødende vægge eller andre forhold, der kan påvirke Stenkjærs opmåling.

Opmåling og montering

Kunden accepterer ved Ordrebekræftelsen, at prisen på All Risk er med forbehold for endelig opmåling af Stenkjær, herunder, men ikke begrænset til, at omfanget ændres, montering kræver kran, ekstra mandskab skal kaldes ind, indgang til monteringsstedet er svært tilgængeligt (svære vinkler på repos, trapper mv.) mv., og at sådanne forhold kan indebære en prisjustering i tilbuddet, som kunden skal acceptere.

Kunden accepterer ved Ordrebekræftelsen, at prisen på Half Risk er med forbehold for korrekt opmåling af kunden, og kunden accepterer en prisjustering, herunder, men ikke begrænset til, at omfanget ændres, montering kræver kran, ekstra mandskab skal kaldes ind, indgang til monteringsstedet er svært tilgængeligt (svære vinkler på repos, trapper mv.) mv., og at sådanne forhold kan indebære en prisjustering i tilbuddet, som kunden skal acceptere.

Såfremt kunden har tilvalgt All Risk, accepterer kunden, at en prisjustering kan finde sted, såfremt der ikke er klar til at blive opmålt på den dato, som Stenkjær og kunden har aftalt, se herunder “Før opmåling” ovenfor. Forgæves kørsel vil blive opkrævet et gebyr på 1.500 kr. inkl. moms.

Tilbuddet indeholder ikke en pris for Stenkjærs eventuelle montering af vask, der ikke er købt hos Stenkjær, kogeplade mv., og såfremt kunden ønsker dette, vil Stenkjær fakturere et særskilt beløb herfor efter aftale.

Installationer og tilslutninger

Kunden sørger selv for montering af relevante armaturer, herunder VVS-tilslutning af vask mv., samt montering og tilslutning af kogeplade. Kunden sørger selv for at fuge kogepladen til bordpladen.

Fuge

Som standard anvender Stenkjær hvid silikone som fugemasse og fuger derfor kun op ad hvide og glatte vægge. Såfremt kunden ønsker anden fuge, vil Stenkjær undersøge, om dette kan leveres af Stenkjær til en eventuel særskilt merpris af tilbuddet.

Alternativt skal kunden selv sørge for fugearbejdet, uden at dette giver kunden ret til et prisnedslag i det tilbud, der er ordrebekræftet.

Afdækning

Kunden er ansvarlig for forsvarligt at afdække overflader for at undgå skader, herunder, men ikke begrænset til, gulve, dørkarme, bundstykker, fronter mv. Stenkjær kan ikke gøres ansvarlig for skader opstået som led i monteringen, der kunne have været undgået med tilstrækkelig afdækning af kunden, idet Stenkjær gør opmærksom på, at Stenkjærs montører til enhver tid vil færdes i sikkerhedssko.

Som vejledende, men ikke bindende, eksempel på tilstrækkelig afdækning kan Stenkjær på kundens foranledning sende et billedeksempel herpå.

Kran & adgangsveje

Det er en forudsætning, at pladerne kan komme op eller ned uden kran, samt uden en eventuel søgning om afspærring af offentlig vej eller brugen af ekstra mandskab. Skulle det være nødvendigt med kran, vil dette komme som en tillægspris. Det er kundens ansvar at informere om ejendommens/beboerforeningens vedtægter for brug af kran og kørsel med køretøjer til dette formål; andre nødvendige oplysninger forventes også oplyst. Skulle pladerne overstige en vægt på mere end 80 kg pr. plade, skal der forventes ekstra mandskab. Herudover skal alle adgangsveje være farbare for montører, montagebiler samt pladevogne.

Backsplash plader

Ved Backsplash gælder samme forhold som ved bordplader. Yderligere forventes det, at kontakter, emhætte, højskabe eller overskabe er afmonteret, hvis disse efter Stenkjærs vurdering gør det umuligt for opmåling/montage af Backsplash. Afmontering skal være udført inden opmåling/montering af bordplade.

Udført opmåling

Når Stenkjær har udført opmåling ved All Risk, eller når kunden har sendt alle nødvendige opmålinger til Stenkjær ved Half Risk, vil der blive sendt tegninger til kundens godkendelse. Det er kundens ansvar at kontrollere, at vask samt kogeplade stemmer overens med det afgivne tilbud, at forkanten på bordpladen er den valgte kant, samt at der er forkant på de steder, hvor der skal være profilering. Det skal også kontrolleres af kunden, at andre huller til fx armaturer, sæbedispensere eller lign. er med på tegningen, og at det rigtige materiale til bordpladen er valgt. Har man bedt om ekstra udhæng til fx barplads eller lign., skal dette også kontrolleres er med på tegningerne.

Ejendomsforbehold

Det leverede forbliver Stenkjærs ejendom, indtil betaling er erlagt fuldt ud. Kunden er forpligtet til at tage alle nødvendige forholdsregler for at beskytte Stenkjærs ejendomsret.

Undersøgelse og reklamation

Umiddelbart efter endelig montage er kunden forpligtet til at gennemgå og inspicere pladen for at sikre, at pladen ikke er mangelfuld, og straks at klage skriftligt til Stenkjær med angivelse af manglens art og omfang, hvis det viser sig, at pladen er mangelfuld, eller at der er afvigelser fra det aftalte.

Hvis kunden finder, at pladen er mangelfuld, skal kunden straks og inden for 8 dage fra leveringsdatoen indgive en skriftlig klage til Stenkjær med angivelse af den nøjagtige art og omfanget af manglen.

I tilfælde af andre fejl, herunder skjulte fejl, der viser sig senere, skal kunden reklamere straks efter, at kunden kunne eller burde have opdaget manglen, og senest 2 år efter montagen, og dermed endelig levering, har fundet sted.

Hvis kunden ikke fremsætter en skriftlig reklamation inden for den angivne frist, mister kunden sin ret til at reklamere.

Hvis en reklamation fremsættes for sent, men Stenkjær alligevel indleder forhandlinger med kunden i forbindelse med den fremsatte reklamation, er dette under alle omstændigheder uden præjudice, og Stenkjær er således ikke afskåret fra efterfølgende at gøre gældende, at reklamationen er fremsat for sent.

Efter at have modtaget en skriftlig reklamation fra kunden skal Stenkjær uden ugrundet ophold afhjælpe manglen under overholdelse af retningslinjerne under “Mangler” straks nedenfor.

Mangler

I det omfang kunden finder, at bordpladen eller montagen er mangelfuld, og reklamation er sket rettidigt, har Stenkjær ret til at udbedre manglen eller omlevere ordren. Kunden kan ikke fremsætte krav i forbindelse med den forsinkelse, der måtte opstå som følge af reparation eller omlevering, ligesom mindre mangler, der skal repareres, ikke bevirker, at kunden ikke er forpligtiget til at betale den resterende del af købesummen efter endelig montage.

Stenkjær er ikke forpligtet til at afhjælpe manglen, hvis manglen skyldes, at bordpladen efter endt montage ikke er blevet brugt i fuld overensstemmelse med Stenkjærs anvisninger, eller hvis manglen skyldes forkert eller uhensigtsmæssig brug, manglende vedligeholdelse, ændringer eller tekniske indgreb foretaget uden Stenkjærs skriftlige samtykke eller almindelig slitage.

Hvis kunden har fremsat en klage, og det viser sig, at det ikke er en mangel, som Stenkjær er ansvarlig for, har Stenkjær ret til erstatning for det arbejde og de omkostninger, som kunden har påført Stenkjær.

Stenkjær fraskriver sig ethvert ansvar for mangler ud over det, der er fastsat i disse almindelige salgs- og leveringsbetingelser.

Kundens køb kan ikke returneres, idet der er tale om specialfremstillede varer.

Ansvar

Stenkjær kan ikke holdes ansvarlig for mangler, der skyldes omstændigheder, der opstår efter leveringen.

Stenkjær er aldrig ansvarlig for driftsomkostninger, tab af tid, tab af fortjeneste, daglige bøder, følgeskader, tab af indtægter eller nogen form for indirekte tab, herunder eventuelle tab som følge af forsinkelse af en færdigmelding af et byggeri mv.

Stenkjær kan ikke holdes ansvarlig for skader eller mangler, der skyldes kundens uforsigtige, forkerte eller uhensigtsmæssige brug eller håndtering af bordplader.

Stenkjær giver ingen garantier, medmindre dette udtrykkeligt er angivet skriftligt i den aftale, der er indgået mellem Stenkjær og kunden.

Hvis Stenkjær har givet kunden en garanti, dækker garantien ikke forkert installation eller forkert brug i forhold til den brugsanvisning, der følger med tjenesten, eller Stenkjærs anvisninger. En garanti givet af Stenkjær bortfalder også, hvis tjenesten ændres, serviceres eller forsøges repareret af andre end Stenkjær eller en reparatør, der er autoriseret af Stenkjær.

Stenkjærs samlede erstatningsansvar for ethvert krav, der opstår i henhold til aftalen eller i forbindelse med tjenesten, og uanset om kravet er baseret på erstatning for kontraktbrud, skadesløsholdelse, lovgivning eller andet, er begrænset til et beløb svarende til 30 % af fakturabeløbet.

Stenkjær påtager sig intet ansvar for produktet, mål, udskæringer mv., såfremt kunden har fravalgt All Risk.

Kunden accepterer, at Stenkjær ved montering af bordplader arbejder med følgende tolerancetærskler, og at overholdelse af disse tolerancetærskler bevirker, at der ikke kan gøres mangelsindsigelse gældende:

  • Tolerancen på længde (2 savede endekanter) er +/- 1 mm pr. kant.
  • Tolerancen på synlige kanter er +/- 2 mm pr. kant.
  • Bordplader (længde, bredde, tykkelse) +/- 2 mm.
  • Overhæng ved låger, gavl, friside, skuffe +/- 2 mm.
  • Placering af vask, kogeplade, udskæringer +/- 2 mm.
  • Fuge fra bordplade til væg max 6 mm.
  • Planhed i samling 0-1 mm.

Stenkjær følger branchens generelle tolerancer, som udgives af Stenhuggerlauget. For mere udførlig liste over krav og tolerancer henviser vi til Stenhuggerlaugets tolerancer, som findes her.

Særligt for stenprodukter

Såfremt kunden har købt et naturprodukt, accepterer kunden, at ingen plade er ens, og at kunden er indforstået med variationer i mønstre, årer og farver. Kunden accepterer også større eller mindre farveforskelle.

I de fleste stentyper, natursten såvel som komposit og keramik, kan man finde variationer i farve samt større eller mindre pletter. I natursten forekommer pletter som en naturlig del af produktet, mens det ved komposit og keramik kommer via fremstillingsprocessen. Natursten, som indeholder sandhuller, glasårer, porøse overflader eller koncentrationer af farvepigmenter, der fremstår som pletter, giver ikke køber ret til at reklamere, da det er en naturlig del af stenen. Køber skal desuden acceptere reparationer af naturfejl, som fremkommer i forbindelse med overflade- og kantbehandling, når reparationen er udført fagmæssigt korrekt. For komposit/keramik vil man kunne opleve irregulære farver på op til 3 mm. Hvis der forekommer pletter i en plade, vil disse ikke være reklamationsberettigede, hvis de holder sig inden for ovenstående tolerancer. I en moderne bordpladeproduktion er der stadig involveret en del håndarbejde, hvor små forskelle vil kunne opstå i indvendige hjørner, kantprofiler, samlinger imellem 2 plader, afrunding af udskæringer, slibning af overgang imellem bordplade og vask osv. Håndarbejde er naturligvis ikke uden tolerancer; disse tolerancer kan ikke skematiseres, men beviser, at der står en håndværker bag.

Kunden accepterer, at naturproduktet kan have sandhuller, krakeleringer og glasårer. Glasårer er ikke revner og svækker ikke stenen. Kunden accepterer, at man kan finde små huller, luftlommer og overfladehuller i naturproduktet. Kunden accepterer også, at de kan finde ujævnheder i naturproduktet. Ovenstående vil ikke være en mangel.

Ved køb af et naturprodukt/natursten accepterer kunden, at der vil være et behov for små-reparationer såsom spartlinger, limninger mm.

Marmor kræver mere vedligeholdelse og opmærksomhed end andre typer som for eksempel granit og quartzite; det kan ikke undgås, at der vil forekomme patina.

Force Majeure

Stenkjær er under ingen omstændigheder ansvarlig for manglende eller forsinket opfyldelse af aftalen, når manglen eller forsinkelsen skyldes eksterne omstændigheder, som Stenkjær ikke har kontrol over, og som Stenkjær hverken burde eller kunne forudse på tidspunktet for aftalens indgåelse, herunder, men ikke begrænset til, krig, optøjer, terrorisme, oprør, strejke, lockout, sundheds- og sikkerhedsrestriktioner og anbefalinger udstedt af offentlige myndigheder, pandemier, epidemier, mangel på arbejdskraft, statslig indgriben eller indgriben fra offentlige myndigheder, brand, naturkatastrofer og naturforhold, der gør det umuligt at opfylde aftalen, dårlige vejrforhold, valutarestriktioner, import- eller eksportrestriktioner, afbrydelse af normal trafik, afbrydelse eller svigt i energi- og vandforsyningen, offentlige datasystemer og kommunikationssystemer, langvarig sygdom hos nøglemedarbejdere, skader på produktionsfaciliteter, vira, cyberterrorisme, hackerangreb eller enhver anden årsag, som Stenkjær hverken kunne kontrollere, undgå eller forudse (force majeure).

Omstændigheder hos Stenkjærs underleverandører og/eller forretningspartnere, der medfører, at Stenkjær ikke kan opfylde sine forpligtelser over for kunden, og som ikke kan overvindes uden uforholdsmæssigt store omkostninger for Stenkjær, betragtes også som force majeure.

Hvis fejlfri eller rettidig levering midlertidigt forhindres på grund af force majeure, udsættes leveringen i en periode, der svarer til varigheden af hindringen plus en rimelig periode til normalisering af omstændighederne. Levering på det således udsatte leveringstidspunkt betragtes i alle henseender som rettidig.

Hvis Stenkjær ønsker at påberåbe sig en af de nævnte omstændigheder, skal kunden så hurtigt som muligt informeres om den indtrådte begivenhed og om, hvornår den forventes at ophøre. Uanset hvad der ellers følger af disse almindelige salgs- og leveringsbetingelser, kan Stenkjær og kunden opsige aftalen ved skriftlig meddelelse til den anden part, hvis opfyldelsen af aftalen forhindres i mere end 6 måneder af en begivenhed, der er nævnt under Force Majeure.